Vi har brugt de sidste dage paa at sige farvel til laerer, bestyrelsen og venner alle sammen folk, som vi virkelig er kommet til at holde af, og som vi vil savne meget.

Vores tid her i Bangladesh har vaeret forynderlig, forygende og fantastisk! Vi er blevet taget med storm af det bengalske folk og kulturen. Saa at skulle sige farvel er ikke nemt. At det er svaert at tage afsked skyldes jo, at det har vaeret en go` tid, og det er vi virkeligt taknemmelige for.  

Vi er virkeligt blevet udfordret og har laert meget om os selv, hinanden og Bangladesh. Vi har virkeligt forsoegt at laerer fra os og noget er lykkes og noget er lykkes mindre godt, men vi forlader Patnitala med en go smag i munden, et smil om laeben og en taare i oejet.

Det er nu ogsaa slut paa blokken tak for kommentarer, indlevelse og forboen.

Vi rejse til Vietnam og skal nyde 14 dage som turister med Sebastian og Miriam, som vi kender fra efterskole og KG.       

Tak!

Fra Kirstine og Morten

Den sidste reaktion er den vi har taget til os for vi har i sandhed faaet travlt, og nu mere end nogensinde kan vi se alle de ting der mangler og som vi gerne vil goere. men hvor vi bare maasige til os selv at vi har gjort det bedste vi kunne og at der kommer andre volontoerer. Oven i alle skoletingene kommer ogsaa et hav af arrangementer og invitationer og venner vi skal sige farvel til. Saalede har vi siden sidst undervist i engelsk, vaeret til hindu festival, haft besoeg af to bengalere i tre dage, haft afslutning for eleverne paa skolen, inviteret laererne til middag + i bengalsk biograf, og i mens er vores traeningsuge begyndt for laererne.

Maskedans

Den 27 maj foelte vi os som en del af tusind og en nats eventyr. vi var til hindu festival som blev holdt i en af de utallige lerhytte landsbyer. Hele dagen holder hinduerne lege, konkurrencer, spiser god mad, beder til deres guder og hygger sig i det hele taget. Vi var en del af dette spraglede komsammen i 6 timer. Indtil den dag havde vi aldrig troet at vi skulle opleve hellige hindupraester staa paa aaggen af en sabel mens to andre hinduer bar kniven rundt og rundt og rundt, imens hindu kvinderne laver hoeje nasal lyde, klokker ringer, folk staar taet og lugten af roegelse og sved gennemborer luften.
Eller hvem skulle have troet at vi skulle opleve unge maend liggende paa soem mens andre maend gaar oven paa dem imens andre danser indtil de besvimer af udmattelse.
Naar det bliver aften bliver baalene taandt for at hindu maendene kan gaa paa gloeder mens en hindupraest messer for dem.

Lidt mere fredeligt gik det til da vi havde afslutnnig paa skolen for eleverne. Det var bare en god dag med sang og leg. Vi satte punktum for vores ophold paa skolen med at give boernene gaver fra Danmark som juniorboernene i Kvistgaard har samlet penge ind til. vi gik derfra med en foelelse af vemod og glaede.

Blandede foelelser var vist ogsaa det der dominerede dagen igaar da vi inviterede hele personalet fra skolen i biografen. Bengalske film varer i gennemsnit 3 timer og kvaliteten kan bedst beskrives som Charlie Chaplin-agtig, bare med farver og saa selvfoelgelig paa bengalsk.
Der er moeg beskidt paa de polstrede traesaeder vi sidder paa, folk ryger og snakker. Hvergang der sker noget godt for helten klappes og piftes der. Hvergang laerredet gaar i sort, hvilket sker tit, bliver der raabt og skreget indtil nogen faar ordnet det og eller saa gaar man lidt omkring og hygger sig.
Alle hygger sig og der er ingen regler om at vaere stille eller se filmen.
Vi er glade for at have proevet det, men vi goer det ikke igen…

Ellers er vi startet paa vores undervisningsuge med laerene, hvor den staar paa 4-5 timers undervisning hver dag. Vi har valgt at koncentrere os om computer undervisning og Praesentation af emner.

Hvor vi skal arbejde med at lave varieret undervisning og aabne laerernes oejne for alle de muligheder der er for at lave noget aktiv og samtidig laere, saakaldte “Learning by hearing, seeing and doing”

Lidt gammelt!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Lidt forskelligt fra den sidste tid.

Ja så er det svært at benægte det mere, vores tid her i Bangladesh er ved at være slut. Vi er gået ind i vores sidste undervisningsuge med elverne. Eksamenerne er vel overstået og sluttede med en hyggelig tegne-eksamen. Vi fik også i eksamensperioden sat godt gang i pc-træningen og nu begynder noget af det efterhånden at hænge fast.

Planen for de to sidste uger er; at denne uge kommer til at være normal, hvor vi kører lidt eksamensevaluering og i den sidste uge, har vi lærerne alene til engelskpræsentation og computer, her håber vi at kunne give lærerne det sidste skub før vi drager mod Vietnam. Vi har desuden inviteret hele skolens personale i biografen til en gang bangla-film og hygge d. 29. Det skal nok blive en oplevelse på både godt og ondt!

Ellers har vi i tiden siden sidste indlæg besøgt en fra skolens bestyrelse til en gang god ged med chili og også, vores hjælper her på skolen, Sayons familie, hvilket var en hyggelig dag, hvor vi fløj med drage og svedte helt vildt under den ubarmhjertige Bengalske sol, som også synes at ville gi’ den gas her i vores sidste til i Bangladesh. Af mindre nyheder har vi fået pakke hjemmefra med den sidste forsyning Pirators som vi nød på Kristi himmelfartsdag. Ellers har vi smagt bengalsk mango, lichi og jackfruit, som alle er modne nu.

Nu er det frokost tid og vi vil spise vores daglige gang ris før vi skal i byen og finde stof til jakkesæt og jakke.

Vores bengalske venner

Sidste nyt!

Det er altså ikke dårligt at være i et land, hvor der holdes både muslimske, hinduistiske, buddhistiske og kristne helligdage. Således er der et virvar af fridage rundt omkring og derfor havde vi fri den 8, 9 og 10 maj i sidste uge. Først spekulerede vi lidt på, hvad vi skulle lave i disse dage, men svaret kom, da David, vores bengalske ven, kom på besøg her i Patnitala. Vi besluttede så at tage nogle dage til Birganj op til skolelederen og også besøge vores danske medvolontører. Det synes Moni, vores bengalske veninde, i midlertidigt lød hyggeligt så før vi havde set os om var vi fire volontører og to bengalere samlet i det lille gæstehus i Birganj, hvor der er både ovn, varmt vand, generator og køleskab – vild luksus…

Vi havde bare nogle hyggelige dage i Birganj med, jumbobøger, snakken om hverdagens volontørliv og udfordringer og så ikke mindst koldt drikkevand og ovnstegt kylling – nærmest dansk. Vi tog også en lille tur til et nærliggende gammelt hindutempel og så tog vi hjem og snakkede lidt med skolelederen Nogen, om hvad vi er i gang med og hvilke planer vi har for den næste måned. Derefter tog vi igen mod Patnitala. På turen hjem stoppede vi ved et 1200 år gammelt buddhist-kloster, det største syd for Himalaya. En imponerende ruin som rejste sig som et bjerg over de flade bengalske rismarker.

Tempel

Og så har vi ellers haft drama i dag til den store guldmedalje. Lærerne foldede sig virkeligt ud og holdfast, hvor var det underholdene. I de engelske skolebøger er der rigtig mange små skuespil, som bare bliver læst højt af eleverne eller som læres udenad og citeres. Vi ville gerne vise en alternativ måde at huske en historie på, nemlig ved at lave skuespil med børnene og vi tænkte at den bedste måde at vise dette på var ved at lade lærerne prøve det på deres egen krop.

Klar til drama

Ellers har vi siden sidst hjulpet til med høsten af den bengalske ris som er i gang overalt – hold fast hvor har de meget ris hernede.

Ris-hoest

Vi har også besøgt en danskstartet boarding skole for kristne børn i 1-5 klasse. Virkeligt et flot sted og lækkert også at se andre kristne projekter.

De næste par uger byder på flere eksaminer og endnu mere engelsk og computer undervisning for lærer og andre.

Koncentration

Det ligner efterhånden en rutine vi er kommet ind i, og det er noget af en præstation, da det er meget svært at have noget der ligner en regelmæssig hverdag for, der sker hele tiden noget uventet. Bengalerne har ikke tradition for at planlægge eller i det hele taget bruge en kalender. Det hele sker med kort varsel og alle er altid parat til besøg uden varsel – måske noget vi danskere kan lære noget af.

Men saa har vi ogsaa proevet at hoeste ris!!

 Vi er virkeligt indstillet på at give den et spark her i vores sidste måned i Bangladesh. Mangoerne er nu store og grønne og om 14 dage bliver det nordlige Bangladesh til et sandt mango-mekka. I sidste uge svedte vi under den ubarmhjertige bengalske sol, men i de sidste par dage har vi fået glæde af en ”mini cyklon” som dagligt losser hagl og regn ned over os. Dette har fået temperaturerne til at falde markant, og nu har danskerne det godt i temperaturer, der svarer til en dansk-sommer.

I den forløbende uge har vi også haft besøg af Paula en ny finsk missionær her i Bangladesh, som skal være hernede i 4 år. Vi havde en hyggelig eftermiddag, hvor vi for en gangs skyld nød at føle os rutinerede omkring det bengalske-køkken og livet hernede. Paula er en hyggelig dame, og det er altid hyggeligt at snakke med europæere med samme oplevelser og erfaringer her fra Bangladesh.

Udover vores opgaver på skolen er vi også godt i gang med ”privatundervisning” af vores madmor og bengalske ven Didi (Moni’s søster). Det er rart at kunne hjælpe lidt mere bredt og vi har nogle hyggelige timer med te, snacks og engelsk. Denne undervisning er dog ikke ren velgørenhed, da der unægtelig er en bagtanke ved at lære vores madmor engelsk, vi bliver nemlig hermed i stand til at forklare hvilket mad vi foretrækker;). Apropos bengalsk mad så er Kirstine begyndt at lære lidt af hemmeligheden bag den bengalske madkunst, så venner og familien kan blive inviteret til en bengalsk middag.

Vi er også begge blevet klippet, hvilket altid er en oplevelse! Morten gik på saloon og fik en total omgang med 2 timers klipning, barbering og massage en herlig oplevelse, og de danske frisører kunne helt sikkert lærer noget af servicen og ikke mindst prisen. Kirstine valgte en om muligt endnu mere lokal løsning og fik vores Aloka til at klippe håret med en tallerken som skabelon.

Vi er glade for hinanden, Bangladesh, vores opgave, vennerne, livet hernede og vores nye frisurer. Vores største bekymring er hvor hurtigt en måned kan gå.

Tempel kaos

Og inden det begynder at lyde som et reklameindslag for Nepal vil vi lige anbefale, at man bruger mere end 14 dage vi havde til rådighed.

Inden vi tog af sted havde vi selvfølgelig forventninger omkring høje bjerge og hårde trekking-ture, men vi havde ikke helt regnet med at blive så ”bjerg”-taget som vi blev.

Fra Bangladeshes hede landede vi i Kathmandu til en dejlig varme, der var helt anderledes end den fugtighed, vi kender her fra Bangladesh. Da vi kører gennem hovedstaden lægger vi først mærke til, hvor mange kvinder og turister der er, efter at være vant til Bangladesh, hvor kvinderne bliver hjemme i huset og turisterne er ikke eksisterende. Vi følte os hurtigt hjemme og efter tre dage i Kathmandu havde vi set den Buddhistiske højborg i form af de største, ældste og helligste templer man kan støve op. Vi var også så ”heldige” at rende ind i en buddhistisk festival, så da vi skulle besøge ”Abe-templet” (det helligste af det helligste) var det sammen med omkring 10 000 buddhister fra det meste af asien. Efter de tre dage havde vi og vores guide Mr. Bik også fået vores trekking-planer på plads. Selvom vi ikke fik set Mt. Everest er det en af de fedeste (og hårdeste) oplevelser vi har haft.

Vores trekking-tur bliver kaldt Annapurna Sanctuary og varer 5-6 dage. Det bliver 5-6 fantastiske dage med fantastisk ømme ben og baller. Vi gik op op og op og så ned for igen at gå op. For hvert skridt vi to ændrede naturen sig og vi befandt os således i utroligt varierende og smuk natur. Vi gik ved siden af de rivende floder fra bjergene, i den dybe rododendronskov, på højderyggen af bjergene, som i Nepal bliver kaldt bakker, men ok… med de 8000 meter høje Himalaya-bjerge i baggrunden ligner de ”bjerge” vi forcerede måske også mest bakker. Igen hvis himmel”bjerget” er et bjerg, så kan vi vist roligt kategorisere vores bakker, som værende bjerge.

Det fysiske højdepunkt for vores vandring nåede vi klokken 5.30 om morgenen d.15, den første dag i det bengalske/nepalesiske nytår, på toppen af Poon Hill i 3210 meters højde.  

 

Efter denne tidlige morgen fortsatte turen med bjergene i baggrunden og en fantastisk udsigt over det nepalesiske landskab. Vi kom til en lille landsby, som er kendt for at have varmekilder. Måske ikke lige det der lød mest tiltrækkende eftersom varme ikke var det vi manglede, som vi masede os op af den ene ”bakke” efter den anden. Men da vi kom til stedet og havde badede os i den stormene iskolde smeltevands flod var et dyp i de 40 grader varme bassiner toppen.

Varme!!

 

 

 

Turen gik uden væsentlige uheld indtil den sidste dag, hvor Kirstine forstuvede sin ankel for anden gang. Dette betød at underholdningen var sikret resten af vejen for vi fik nemlig fat i en bjerghest og sådan kom Kirstine til at ride op og ned af passager, der ikke burde være muligt at forcere til hest. Underholdene og et sjovt indslag og foden kom sig hurtigt og var klar til 3 dage i junglen i det sydlige Nepal. Under hele turen havde vi glæden af en suveræn guide, som nu forlod os på en bus med retning mod junglen en 6 timers bustur, hvor temperaturen steg og steg indtil det næsten var som at være tilbage i Bengalen. Men med til varmen fulgte en overdådig natur og et rigt dyreliv. Vi havde nogle indholdsrige dage med kanotur, jeeptur, elefantsafari, rundtur i landsbyen, lokal stammedans og elefant badning. Sidstnævnte var en usædvanlig og helt unik oplevelse at ligge og bade rundt med et flere tons tungt bløddyr og bliver væltet rundt på ryggen af den. Fedt fedt!!

 

Vi så rigtige vilde krokodille, næsehorn, hjorte, aber og meget meget andet på 2 meters afstand, man kom vildt tæt på naturen og snakkede også med elefantunger på et elefant breeding center.

 

Og så var to uger næsten fløjet af sted og vi tog endnu en bus tur tilbage til Kathmandu og nød den sidste aften med vores guide/ven og en stor lækker rød ko-bøf, som vi ikke havde fået den i over 2 måneder. Og så var Nepal slut, hvor blev dagene af…. Vi må tilbage en gang…

 

Nu er vi så tilbage i det nordlige Bangladesh og varmen har været voldsom i dag… puhaa… det er hot, men også fedt at være tilbage på skolen med lærer og elever. Sommeren er landet og de store grønne klumper på træerne vidner om, at vi snart kan nyde den bengalske stolthed mangoen.

 

Tak for forbøn og tanker vi har det bare varmt, og godt og giver den en skalle her før eksamen, som vi har om en uges tid.                  

Kaempe "badedyr"

Toppen

De knap 14 dage her i Nepal har vaeret fantastiske og glaed jer til nyt her paa kanalen!!…

Vi vender snarest muligt tilbage med billeder og en lidt mere detaljeret beskrivelse af turen mod bjergene!

Indtil videre har indholdet her på bloggen hovedsageligt handlet om, de mange fede oplevelser, vi får udover vores daglige arbejde her på skolen. Tiden er nu kommet til at fortælle lidt om en af de største tilbagevendende oplevelser her i Bangladesh – nemlig dagligdagen her i Patnitala.

Vi gnider den værste søvn ud af øjnene omkring klokken 7.00 lokal tid, tumler ud på badeværelset til et lækkert iskoldt bad og videre ud i køkkenet til en gang ”pif, paf, puf” uden mælk, men til gengæld med en lækker frisk banan. Vi råber godmorgen ned af gangen til vores bengalske ”mor” og ”lillesøster”, som efter et par minutter begynder at skynde på os. Vi får pakket færdig og er snart på vej til skole.

Vi bor omkring 10 min. fra skolen og selvom denne tur tilbagelægges 2-4 gange dagligt, er den aldrig kedelig. Der hersker systematisk morgenkaos når køer skal flyttes over vejen, imens de overfyldte busser dyttende baner sig vej igennem en labyrint af folk, cykler og høns. Et sted i dette virvar trisser vi til skole under stadig overvågning af talrige bengalere. Sådan starter dagen her i Patnitala.

Laererne under et af vores moeder

Vores jobbeskrivelse må hedde noget i retningen af multikonsulenter. Vi underviser eleverne i alt fra engelsk til bengalsk historie og ligeledes undervises lærerne i at være bedre lærere i dansk-pædagogisk-forstand. Lærerne knokler til dagligt med at udvide undervisningen til også at indeholde et praktisk aspekt efter mantraet: ”if I hear I will forget, if I see I will remember, if I do I will learn. Derfor adskiller undervisningen på vores skole sig fra den normale undervisning her i Bangladesh, hvor der udelukkende undervises ved udenadslære. Udenadslæren betyder at eleverne kan svare rigtigt på mange spørgsmål uden overhovedet at vide, hvad de siger. Derfor knokler vi dagligt med at tilrettelægge en undervisning, der primært fokusere på forståelsen og ikke formen.  

En ugeplan for os indeholder helt konkret, teachers meeting, lesson plan, English education, skole undervisning, sang og musik med lærere og elever, How to teach og så bliver der som regel også tid til lidt sjov og ballade.

Lidt hygge i vores hus

Lærerne her på stedet er nogle fantastiske mennesker, og vi nyder det tætte samarbejde på tværs af religion, alder og kultur, utroligt meget. Vores arbejde er varierende og udfordrende, og vi befinder os rigtig godt med opgaven. Men… må indrømme at det ikke er optimalt med kun et toilet uden wc-papir til seks lærere, 64 elever og to sarte danske maver.
     
Nu tager vi til Nepal for at forny vores visa og fejre påsken. Vi er tilbage i Bangladesh omkring den 20, hvor arbejdet fortsætter frem mod eksamen i maj.

Rigtig go’ påske til jer alle!

Vi er nu officielt gået over til morgentid på skolen, hvilket har den noget uheldige bivirkning, at vi skal tidligt op om morgenen. På den anden side er skoledagen tidlig færdig, og arbejdet slutter altså inden, at dagen bliver alt for varm. Apropos varmen, så kan vi begynde at mærke, at den for alvor er på vej til Nordbangladesh. Vi har således svedt tran i dag, mens vi har anstrengt os for at få styr på det lokale køretøj van – en trehjulet cykel med lad. Et køretøj, der i teorien burde være ret nemt at køre, men som i praksis endte i et sammenstød med det lokale the-hus midt i Moni’s landsby.

Morten transporterer 60 kilo koed!

Hele vores eventyr starter med at Morten ser en van i Monis hus, og den skal selvfølgelig prøves, så vi tager van’en næste dag for at besøge eleverne i området. Vi tager indtil byen, og det var, set i bakspejlet, måske ikke det smarteste sted for en van-premiere… Alt startede dog godt, og bortset fra lidt bremse problemer så fik Morten rimelig styr på køretøjet, og fragtede Moni og Kirstine gennem landsbyen til morskab for de lokale landsbyboere. Hvad der dog bragte endnu mere latter var, da Kirstine, en kvinde, kom cyklende, nok så frejdigt, tilbage gennem landsbyen, med Morten og Moni på ladet. Det hele gik som smurt indtil vi mødte den første forhindring på den ellers flad vej. Et klassisk vejbump gav van’en det lille ekstra spark fremad, der resulterede i at vi nu ikke længere befandt os på vejen, men havde kurs direkte mod thehuset. Hele van-eventyret endte brat, ved at vi kolliderede med bambus-konstruktionen omkring den lokale the-pub. Kirstines valg af landingsplads kan godt betegnes, som meget uheldigt, da det selvfølgelig er lige her alle mændene samles og nyder deres eftermiddags the – snakker lidt om livet og ris. Da vi nogle timer efter valgte at gå igennem landsbyen, havde rygtet åbenbart spredt sig, og vi blev mødt af smørrede smil fra højre og venstre.

Minutter foer styrtet

Moralen i den her historie kunne være noget om kvinder og køretøjer… men det lader vi de bengalske mænd om at tænke og må blot konstatere, at selvom deres bambus bygninger ser meget faldefærdige ud, er de overordentlig solide. Foruden det lille van stunt havde vi et par kanon hyggelige dage i Monis lille dyller dyller landsby. Vi føler os utrolig privilegerede over at have en bengalsk familie, hvis venlighed og gæstfrihed ingen grænser kender. Vi befandt os godt mellem høns, kør og geder i lerstampede huse. Vores bengalske mor, far, bedstefar og søstre… og for det ikke skal være løgn, mors søster, tante, tantes mand, tantes kusine, tantes kusines ven, vennens vens mor og deres sønner, og hvad der ellers lige var i nærheden opvartede os efter bedste evne, hvilket betyder, at vi nu ikke har det fjerneste behov for føde de næste par dage.

Lokalt marked

Ellers står programmet på lidt privatundervisning af Moni’s storesøster og lidt planlægning af den forestående Nepaltur og ikke at forglemme lidt guffen af det danske slik, som vi har fået tilsendt:)

Dels sejlede vi en hel del – først 16 timer på en flodpram fra Dhaka og til lidt nord for Sundarban og så videre med en mindre båd ind i selve Sundarban, hvor vi også vandrede imellem talrige bække og i et tykt lag fugtigt mudder – Og ja så har vi også skidt vand i den store stil.  

morgenmad paa baaden

Vi er blevet ramt af den berygtede bengalske diarre og har således skidt og brækket os på skift i en 3 dages tid. Vi er dog her til morgen i væsentlig bedring, og tror vi er ved at være ovre på den anden side. Men selv denne noget forstyrrende faktor har ikke kunne ødelægge en fantastisk tur til en imponerende og frodigt skov, hvor vand og mudder ligger bunden og et rigt dyreliv befolker området mellem denne gyngende bund og de majestatiske træer, som ligger et grønt tag over hele Sundarban.

Vi så dyr lige fra store myrer til kæmpe øgler, delfiner, kolossale bisværme og krokodiller, men hvor var tigeren…

Vi ledte først fra en lille båd, som langsomt tøffede sig vej ind ad de små floder, der ledte os dybere ind i junglen. Derefter stod vi af båden og gik en times tid ud i selve Sundarban for at se om tigeren skulle gemme sig her, men nej. Der gemte sig til gengæld et væld af andre dyr og planter – krabber på jorden og aber i trætoppene fik hele skoven til at bevæge sig, som man langsomt banede sig vej igennem mangrove-træerne.

Herefter sejlede vi videre af andre floder, hvor rådyr og øgler drak vand fra bredden, og hvor floddelfiner sprang foran båden. Men ingen tiger.

Det lykkedes os desværre ikke at se den verdensberømte bengalske tiger, men bare det at besøge dens betagende hjem var en kæmpe oplevelse.